SundhedsUnivers
 
 

Energisk aerobics for hele kroppen

Aerobics får pulsen op og gang i hele kroppen.

Indenfor de sidste 20 år er aerobics virkelig kommet på landkortet herhjemme og at dyrke aerobics er efterhånden blevet en fast del af repertoiret, når man besøger motionscentret.

Selve motionsformen aerobics går ud på at bevæge sig rytmisk til musik med eller uden forskellige hjælpemidler som fx en step-bænk eller en elastik. Formålet med aerobics træning er at få pulsen op, samtidig med at man styrker forskellige muskelgrupper i kroppen. Det er altså en all-round træning, der kan udøves af alle mennesker og som giver en god kondition.


I de fleste motionscentre kan man dyrke aerobics på flere forskellige niveauer. Begynderholdene foregår i et langsomt tempo med fokus på gentagelser af de forskellige øvelser og her kan alle være med. På de mere avancerede hold kræves det, at man har styr på motorikken og kan følge med, selv efter få gentagelser af hver bevægelse.

Uanset hvilket niveau du er på, kan du altså finde et hold, der passer til dit niveau. Og efterhånden som du kommer i bedre form, kan du så skifte til mere øvede hold. Det er helt op til dig, hvor mange begynderhold du vil gå på, før du skifter til mere avanceret træning.

 
Copyright SundhedsUnivers 2019